torsdag den 27. maj 2010

Mere på pindene :-)


Hæ-hæ, så er jeg gået helt amok med det dejlige akrylgarn Katrina.

En dejlig sommer tunika



Jeg havde travlt op til pinsen for jeg havde besluttet at jeg skulle have denne tunika på til en 80 års fødselsdag om søndagen. Det lykkkedes!
Garnet er rigtigt dejligt at strikke med for det er en smule elastisk. Der er en tråd af polyamid i, som gør at det nærmest glitrer i sollys.
Garnet hedder Lilia og det koster kun 25 kr. for 100 gr. Det er selvfølgelig fra Strikkeklubben Hobi.
Og apropos det med at have strikkede modeller hængende. Samme dag den var færdig solgte jeg garn til en.

Retfærdig harme?



Årh hvor er jeg altså træt af at høre: "Jeg strikker ikke af akrylgarn - jeg vil kun strikke i kvalitetsgarner". HHHMMMFFF!
Og hvor er det dog pænt ufedt at blive kaldt "gamle fru Jensen der kun vil strikke i akryl"...
Jeg er hamrende misundelig på de mennesker der kan klare at gå med uld! Men det kan jeg altså ikke! Det er alt for varmt og så kradser det! (Noget mere end andet - selvfølgelig.) Jeg har lige brugt en lille formue på noget rigtigt flot "Dansk Pelsgarn" - kun for at finde ud af at det kradser af H...... til! Surt!

Dem der kan gå med uld, kan købe diverse dygtige designeres strikkekit - og komme til at bruge tøjet efter at det er strikket. Hvorimod jeg er henvist til kun at strikke alle de hypermoderne ting til andre.

Jeg har også været pænt træt af at det næsten er umuligt at finde kvalitets garn af akryl - og af at det er så ugleset at spørge efter det i ellers velassorterede garnforretninger.

Men fortvivl ikke hvis I læsere har det lige som mig m.h.t. til uld. For mange af de flotte modeller kan nu strikkes af Strikkeklubben Hobi's kvalitets-akryl-garn! Se mere her: www.hobistrik.dk

For alle jer andre heldige kartofler har Strikkeklubben Hobi selvfølgelig også et bredt udvalg af uld. F.eks. 100 gram bulgarsk uld fra bjergfår til den uhørt lave pris af 24 kr. Eller disse flotte farvemiks i 100 % økologisk uld til kun 36 kr. for 100 gram...

ØV! Det kradser...



Jeg ved at jeg ikke er den eneste der har det sådan med uld!
Men jeg havde håbet at jeg alligevel kunne bruge dette dejlige bindesjal.
MEN - NEJ. Surt!
Til gengæld er der en 80 års fødselar der nu er den meget lykkelige ejer af sjalet. Så det er ikke blevet strikket forgæves ;-)
Men jeg vil altså have et bindesjal! Så nu strikker jeg et i det dejlige kvalitets akryl garn Katrina fra Bulgarien!

Pelsjakke til baby

Straks efter at jeg havde strikket denne lille spøjse ting, så blev der købt garn til en...
Så vi har åbenbart fuldstændig ret i vores antagelser...
Når nu vores garn er ukendt her i DK, så skal der være strikkede modeller til inspiration.
Strikkepindende gløder derfor næsten i døgndrift i disse dage.
Men nu trængte jeg til en lille pause...


fredag den 14. maj 2010

Så kom der killinger


Mit lille dejlige Futtedyr har fået børn, 5 styks. 4 hvide som stort set er kopier af faderen og en gråbroget. De er nu en uge gamle og har lige fået øjne. De er totalt bløde og lækre - og allerede rigtigt kælne - for de er i hænder flere gange hver dag. De klar til afhentning fredag d. 30/7. I mellemtiden vil de blive opdraget til verdens mest tillidsfulde og kælne katte. Tro mig - det lykkedes totalt godt med det først kuld i efteråret.

Jeg HADER almindeligt bomuldsgarn


det er uelastisk i en grad så det er svært at strikke med. Så da vi fik dette bomuldsgarn hjem fik det ærligt talt ikke meget opmærksomhed. Men vi var klar over at vi nok hellere måtte have noget "sommergarn" udover bambusgarnet.

Efter et par dage som totalt nybegyndere udi i garnsalg, er vi blevet utroligt meget klogere. Det er ikke nok at have noget ukendt bomuldsgarn liggende. Eller ukendt hvad som helst garn, for den sags skyld. Vi har kun solgt garn der passer til de opstrikkede modeller vi har hængende.

For "folk" vil se det strikket. Ikke bare som en lille strikkeprøve, men som en fiks og færdig model som de kan kopiere...

Så i går måtte jeg bide i det sure æble og finde en opskrift der egnede sig til bomuldsgarn og gå i gang.

OG så skete der det helt vidunderlige at jeg blev helt vildt begejstret for at strikke med Lilia garnet fra Bulgarien. Wauw det er lækkert, det er en smule elastisk og bliver pænt selvom jeg strikker ret frem og tilbage på en rundpind. Det er aldrig sket for mig før. Så jeg glæder mig rigtigt meget til at blive færdig med koften fra Järbo - se jarbo.se der har en hel del gratis opskrifter.

Gaven til manden der har alt?


Da vi nu alligevel skulle have en palle garn hjem, så kunne jeg lige så godt bestille nogle få nøgler garn som vareprøver af kvaliteter som vi intet kendte til. Disse lækre ragsokker er strikket af et garn der hedder Rainbow. Farverne på farvekortet er stort set umulige at bedømme garnet ud fra, så lige først da jeg så dette nøgle garn var jeg meget i tvivl...
Men da der tydeligt var angivet at det kunne maskinvaskes, så strikkede jeg mig et par varme sokker. Jeg fryser nemlig - stadig. Man fyrer nemlig ikke efter 1. maj.
Og så viste det sig sørme at garnet danner det fineste camouflage mønster som enhver mand med interesse for jagt eller fiskeri simpelthen må elske at have på i røjserne eller hvad man nu har på når man udøver disse discipliner. Sokkerne kan maskinvaskes og tørretumbles. Ja, jeg har prøvet - og det blev de kun blødere af!

Garnet tilbydes nu til mine bloglæsere til 34 kr. plus porto for et nøgle på 100 gram - som er nok til selv en stor herrestørrelse. Send en e-mail til lene@thybo.net hvis du ønsker at købe garnet så vi kan aftale nærmere. NB: Der er kun to nøgler

Kender I det?


Jeg sad lige og "kørte" et photo lidt til i størrelsen i Photoshop - og så så jeg at jeg havde husket at tage fotos af de grydelapper jeg har hæklet af det bambusgarn der var med i pakken fra Bulgarien. Det er snart længe siden at jeg satte foto'et på www.hobistrik.dk men det har ikke været her på bloggen. Så her kommer det.
Der er faktisk noget der undrer mig. På alle de ting jeg har strikket af det importerede farveskiftegarn har jeg været helt utroligt heldig med at farveskiftene kom til at passe rigtigt flot... Også her på grydelapperne - jeg hæklede til jeg mente at grydelappen havde en god stor størrelse - og så hæklede jeg sørme én til faktisk helt magen til.
Garnet er forbløffende blødt og mon ikke jeg snart får strikket en tunika til sommerbrug...

Strikkeprøver i metervis


De sidste dage før Åbent Hus strikkede jeg som besat for at give mulige kunder mulighed for at danne sig et indtryk af de forskellige garners beskaffenhed. Og i nogle tilfælde også for at vise de elegante farveskift i nogle af garnerne. Jeg har tidligere vist fotos af nogle af de ting jeg har strikket i de dejlige garner og strikkeprøverne er ikke rigtigt egnede til at vise her.

Men jeg kan da vise en ganske "alternativ" udgave af Rasmilla's vidunderlige Elvira. Jeg strikker den selvfølgelig til lille Frida hvis mor synes rigtigt godt om stærke farver.
Garnet er Bebe Batik og opskriften er fundet på www.rasmilla.dk

Også tid til andet


Midt i forberedelserne til Åbent Hus syntes jeg at jeg trængte til at "holde lidt fri". Det kan godt være svært når man beskæftiger sig med en hobby fulltime. Men da jeg faktisk har nogle ufo'er - der IKKE bliver strikket af det bulgarske garn- liggende, så må det vel være at holde fri, når jeg strikke på dem. Eller?
I sidste weekend valgte jeg f.eks. at smide en masse timer i bindesjalet, som jeg desværre aldrig selv kommer til at bruge. Det kradser nemlig...
Nu mangler der kun ganske få timer...

Striber



Så lykkedes det! Af mange årsager kunne jeg simpelthen ikke få taget mig sammen til at lave denne skønne halv-uldne sag færdig. Måske fordi jeg havde lovet mig selv ikke at bruge den før vi holdt Åbent Hus. På den måde kan en klar deadline faktisk forhale ting der burde have været færdig for længst. Men den blev færdig til tiden. Desværre har det været forfærdeligt koldt, så der røg en stor varm fleecejakke udenpå...
Den er blevet nøjagtigt som jeg havde forestillet mig. Der er brugt 6 ngl. Lana Gold Batik. Se mere her www.hobistrik.dk. Opskriften er kraftigt inspireret af Hanne Meedoms lille bog om vendestrik.

fredag den 7. maj 2010

Strikkeklubben Hobi - Åbent Hus

Jeg har haft travlt det sidste døgns tid. Men nu er garnet på plads, der er sat priser på det meste, der er inviteret til Åbent Hus på både hjemmeisden www.hobistrik.dk - og på Facebook.
Og jeg har lovet også at invitere her på bloggen.
Torsdag d. 13. maj 2010 fra 10.00 til 15.00 (Kristi Himmelfartsdag)
Fredag d. 14. maj 2010 fra 10.00 til 15.00
Lørdag d. 15. maj 2010 fra 11.00 til 14.00 - forudsat at der er mere at sælge ;-)
Adressen er
Grønnegade 9 - Baghuset, Hørsholm
Håber at se rigtigt mange!
Mange varme hilsner
Lene Thybo
tlf: 40 73 20 62

søndag den 2. maj 2010

Flere sokker



På trods af at sokkeskuffen bugner, så skal jeg altså have strikket en hel masse nye. Jeg har nemlig fået tilsendt noget af det garn vi har købt i strikkeklubben Hobi, og jeg er meget spændt på at se farveforløbene! Dertil kommer at sokkerne bliver superbløde og lækre. Garnet tåler maskinvask på 40 gr. samt tørretumbling. Det bliver kun blødere for hver gang.

Et sjældent kig!


Den opmærksomme læser vil vide at jeg gik fuldstændig garn-shop-amok da jeg var i Bulgarien i marts måned. Her købte jeg bl.a. noget strømpegarn med en rigtigt pænt farveforløb, i mine grønne favoritfarver. Der gik ikke lang tid før jeg havde fået strikket et par sokker som så har hængt på mig lige siden. Det vil sige, de er jo blevet vasket i vaskemaskinen og tørretumblet et par gange om ugen lige siden... Og hver gang de har været rene har jeg taget dem på igen. De er bare super dejlige, bløde og varme. Så det er næsten et helt under at jeg nu har husket at tage et foto af dem...
De har holdt faconen helt fint og er bare blevet endnu blødere af den hårde behandling! Garnet hedder Crazy Colour og det forhandles snart af Strikkeklubben Hobi.

Hva' kan man få for en tyver?



For snart meget lang tid siden havde Kvickly tilbud = 10 nøgler garn for 100 kr. Det var jeg med på! Og jeg fik 10 nøgler garn for 100 kr. 6 nøgler bomuld og 4 nøgler mohair-blanding. Bomuldsgarnet er bl.a. blevet brugt til noget baby undertøj og for snart en krig siden fandt jeg ud af at mohair garnet skulle blive til et shetlandsk sjal der kaldes "øjne i nakken".
Nu bruger jeg faktisk ikke sjaler, så jeg vidste egentlig ikke hvorfor jeg gik i gang med det. Men så dukkede der to fødselsdage op her i maj, og så fik jeg pludselig travlt med at få strikket sjalet færdig. Det er godt nok vildt lækkert, let og luftigt og meget langhåret. 2 nøgler gik der til det. Så jeg har allerede slået op til det næste, som jeg jo desværre har tænkt mig at bruge til fødselsdag nr. 2. Desværre fordi jeg faktisk tror at jeg er nødt til at have et selv også...
Her ses mønstret lidt tydeligere

Så kom der knapper i...


Dette babysæt lå også i monteringsbunken. Og her er der nu kommet knapper i. Men der mangler stadig elastik i bukserne... Og pompom'er i huen...
Sættet er strikket af garn fra Strikkeklubben Hobi, det hedder Katrina. Se mere her: www.hobistrik.dk. Der er gået ca. 150 gram til sættet.
Opskriften er købt for en menneskealder hos Anita i Brønshøj. Nogen der ved om hun stadig har sin forretning?

Sært så svært det kan være...


at få afsluttet projekterne...
Denne Mermaid lå i flere dage på sofaen - uden det sidste ærme, som faktisk var strikket... Nå, men så pludselig kommer inspirationen til at få afsluttet, ikke kun denne - men faktisk også et par andre ting.
Jeg har det med at starte nye projekter op før jeg afslutter - og jeg er ikke den eneste, kan jeg se når jeg surfer rundt på strikkeblogs.
Forklaringen må være at det faktisk kræver en hel del præcision at montere strik - og det er åbenbart ikke hver dag man har mod på det? Hvad mener du?
Det er bestemt ikke sidste gang at jeg strikker en Mermaid. Den er fyldt med lækre gennemtænkte detaljer!