søndag den 10. oktober 2010

Det var det - for i dag


Her på døren hænger der bl.a. to tørklæder som jeg ikke tidligere har beskrevet.
En camouflagefarvet aligator - og et sjal/tørklæde i rød-lilla kaldet Hawthorne. Det skal blogges før jeg vil fotografere det for sig selv - før kommer hulmønstret ikke til sin ret.
Nu kommer der ikke mere i dag. Jeg har kun et enkelt projekt på pinde lige nu. Endnu et halstørlæde - denne gang i noget bulgarsk pelsgarn. Startet af ren kedsomhed en aften hvor jeg ikke gad at lede efter garn til den Bente Geil vest der lige har været i Hendes Verden.
Nu vil jeg ud i haven. Måske jeg får lavet noget - måske jeg bare skal nyde det gode vejr. Det må tiden vise.

Pulsvarmere


Jeg lovede tidligere i dag et foto af de rød-gule pulsvarmere. Her kommer de så - sammen med et par camouflage farvede, som jeg strikkede i morges af en rest, som dukkede op i går under jagten på garnet til det diagonalstrikkede halstørklæde.

Diagonal strik


Dette var ved at blive til en UFO. For jeg kunne ikke finde det sidste garnnøgle der skulle til for at strikke de sidste 12-14 pinde i det ene hjørne. Men heldigvis legede Sofus lidt (meget...) vildt i morges - og fandt det for mig.
Tørklædet er inspireret af et foto et sted på det kæmpestore World Wide Web. Garnet er fra Hobistrik

Et træt badedyr


Her har vi så dagens store klovn.
Hankatten Sofus på 14 mdr. der nyder de nye omgivelser. I morges var han ovenikøbet ude at bade i Faxe Å, der løber nede i baghaven. Han kom hjem drivvåd og med de sorteste poter jeg længe har set. Derefter legede han sørøverleg og satte sorte poteaftryk overalt. Under den vilde leg kom han også til at vælte en del ting. Bl.a. en garnkurv - og ud faldt det garn nøgle jeg ikke kunne finde i går. Det hjalp en del - han blev tilgivet for al balladen ,-).
Og nu sover han så i sengen...

En ægte UFO


... en af dem der ovenikøbet er blevet glemt totalt...
Kan ikke huske hvor opskriften er fra - men den er på engelsk - og gratis.
Garnet er fra Hobistrik og jeg har efterhånden en hel "garderobe" i det ;-).
Fandt det i går aftes da jeg ledte efter noget andet garn.

Endelig blev bindesjalet færdigt


Det hører ikke rigtigt til UFO kategorien, for jeg har haft gang i det løbende, men det var godt nok sent at strikke. Men til gengæld er resultatet fremragende - hvis jeg selv må sige det. Ville straks slå op til et mere - hvis jeg havde noget garn der passede ;-). Fik hæklet kanten og bindebåndene i går aftes.

Nu kan Kong Vinter bare komme an!



Dette er noget af det sidste jeg fik strikket i Hørsholm. Men jeg har først fået taget fotos i dag - og så må vi se hvornår jeg får hæftet ender...
Jeg har brugt løs af rester - de hele nøgler var pakket ned... Jeg har brugt pinde nr. 10 og strikket med tre eller fire tråde og noget metalgarn. De er både lange, tykke og meget brede. Så må vi se om vi får en snevinter, så de kan komme i brug ;-)
Og hold da op hvor er jeg rastløs: Venter og venter på de to kære venner fra Bulgarien der ankommer i dag - de er i bil, så ingen ved hvornår de kommer...
Burde være i haven i det her gode vejr. Men herfra kan jeg se langt ned ad vejen...
Og så nyder jeg iøvrigt at alle katten sover. De har været festlige i dag!
Sofus, hankatten på 14 mdr. har været på opdagelse - og har åbenbart været ude at bade i Faxe Å, for han kom drivvåd hjem - hvorefter han legede sørøverleg i hele hytten - med deraf følgende sorte kattepotesport overalt. Han var tæt på at blive meget upopulær...

I stearinlysets skær...


Tjah - hvad skal jeg sige? Havde vist glemt at stramme hjælmen den aften...
Men i får alligevel lov til et kig. Disse sokker og pulsvarmere er strikket i strearinlysenes skær én af de første aftner i Faxe Ladeplads - inden jeg fandt flyttekassen med lamper ;-). Pulsvarmerne var mest et forsøg, det er de første jeg har strikket. Men de sidder godt, sååh...
Sokkerne er i vaske maskinen lige nu - men jeg vil lige straks vise et billede af pulsvarmerne så I kan se de rigtige farver.

Vintersæt


Er selv forbavset over hvor megget jeg har nået selv om jeg er flyttet. Måske fordi jeg havde brug for at have noget i hænderne om aftenen til TV, ellers var jeg helt sikkert faldet i søvn ;-).
Her et dejligt vintersæt strikket af strømpegarnet fra Hobistrik. Halsedissen opstod meget pludseligt efter inspiration fra Yahoo-gruppen Webstrik. Opskriften var gratis og kom fra Knitty.com. Den er designet af Anne Hanson og hedder Poinsettia. Jeg har strikket den store størrelse og udeladt en mønsterrapport i halsen, for jeg har ingen hals. Den passer perfekt.
Puls og benvarmere er egen opfindelse, mønstret er dog genbrug fra en Drops-trøje jeg har strikket i det samme garn og samme farver.

Lidt lune sager


Havde lidt garn tilovers fra Rasmilla-trøjen, som lige så godt kunne bruges til lidt luner sager.
Beklager den forringede billedkvalitet ;-)

Aligator


Sad en aften og læste mails fra Yahoo-gruppen Webstrik - og fandt ud af at man nu kunne købe critter-opskrifterne fra Morehouse som pdf-filer. Juhuu!
Straks fik jeg bestilt Aligator-opskriften som jeg har haft kig på meget længe. Var ovenikøbet så heldig at jeg havde penge nok på Paypal!
Her er så det første strikket i Nakolen fra Hobistrik - 50% uld/ 50% akryl. Dejligt varmt uden at kradse.

Bestillingsarbejde


Der er også blevet tid til et par tørklæder mere til en kendt dansk designer.

Stjernesjalet


Banderolen er blevet væk under flytningen, men dette farveskiftende mohairgarn med metaltråd er fra Tyrkiet, fra et firma der hedder Okiteks. Jeg har før købt garn derfra på mine mange ferier i Bulgarien. Så da jeg fandt denne farvekombination - det matcher meget af mit tøj rigtigt godt - på Hillerød Kræmmermarked, tænkte jeg straks på stjernesjalet - og selv om jeg har rigeligt med garn, så måtte jeg bare eje det. Jeg har forlænget mønstret med en rapport og fik et utroligt lækkert tyndt og luftigt sjal ud af et nøgle på 100 gram. Herligt - og det har allerede været i brug ;-).
Efterfølgende har jeg fundet det samme garn hos den lokale garnpusher i Faxe. Så lur mig om ikke jeg skal have strikket nogle flere sjaler...

Webstrik - Tunika


Da jeg var i Bulgarien i marts købte jeg 600 gram lys-vissengrønt garn på markedet for næsten ingen penge. Men der gik laaang tid før jeg fandt ud af hvad jeg skulle bruge det til.
Men så pludselig en dag, var den der. Jeg tager mig næsten altid tid til at gennemse alle de mails jeg får fra Yahoo-gruppen Webstrik. For det sker faktisk ret tit at der er god inspiration at hente der.
Opskriften er fra Drops og den er virkelig velsiddende på en stor pige som mig!

Det er hårdt at flytte...

Godt at man glemmer det, for ellers turde man aldrig flytte igen!

Efter nogle virkeligt hårde år var jeg i begyndelsen af året fuldstændig bombesikker på at 2010 ville blive et godt år. Men den onde spiral fortsatte og fortsatte og fortsatte...

Til sidst lå jeg helt ned og orkede dårligt at gøre noget som helst. Aldrig før har jeg været så langt nede - hverken økonomisk eller psykisk. Da min bedste veninde - som faktisk var én af de eneste der var tilbage - svigtede mig i den grad, så var jeg pludselig fri - fri for forpligtelser - ingen bånd mere. Mærkeligt nok var det åbenbart det der skulle til for at jeg kunne gøre noget ved min situation. Pludselig gik det stærkt!

Tankerne om at flytte på landet blev pludseligt meget påtrængende. Og efter at have søgt efter en ny bolig i nordsjælland i lkang tid uden resultat blev søgningen udvidet til hele Sjælland. Og den første annonce jeg så var på en lejlighed i Faxe Ladeplads med have ned til Faxe å. Wauw! Men den var selvfølgelig allerede lejet ud...

Ligegyldigt hvad jeg derefter så blev sammenlignet med den - intet lød lige så godt.

Men så skete miraklet - fredag d. 10/9 blev jeg ringet op - vil du have lejligheden i Faxe Ladeplads? JA, JA, JA!!! Lørdag kl. 10 så jeg lejligheden - og sagde JA!
Pudsigt nok så var det lykkedes mig at sælge de 7 Y-stole fra mine forældre for en virkelig god pris om torsdagen - og alle mine mange LP'er og singler om onsdagen. Og derfor havde jeg penge til både depositum og flyttefolk. Mærkeligt som tingene nogen gange flasker sig.

Tirsdag d. 14/9 betalte jeg depositum - og fik nøglen. Og så begyndte jeg ellers at pakke og køre - og pakke og køre. 3x34 flyttede de store ting, kanon flinke flyttemænd! Kan varmt anbefales.

Jeg har knoklet som en lille vild - og jeg har været træt som et alderdomshjem. Jeg er nu ved at være færdig med at pakke kasser ud. Så nu skal jeg til at hænge lamper og billeder op - men det får jeg hjælp til.

Det værste var at der gik 13 døgn før jeg fik Internet...

Det første der skete da jeg endelig var online var at min allerbedste ven Simon skrev på Skype: See you sunday. Hvad??? In DK. Igen hvad??? Det viste sig at han og Mario havde besluttet sig for at køre til DK. Meget mere ved jeg ikke.

Og nu sidder jeg så og opdaterer min blog, istedet for at gå og rode i haven. Jeg glæder mig nemlig uendeligt meget til at se dem - så tiden går alt for langsomt!