onsdag den 18. maj 2011

2 x overspring



Jeg har haft en strikkekrise... Faktisk en meget alvorlig krise.
Jeg har ikke kunnet finde på noget at strikke...

Så jeg har strikket et par tasker til af det tykke uld jeg fik af min veninde.
Opskrifterne har jeg selv fundet på...
Håber at nogen vil købe dem, for jeg har slet, slet ikke brug for alle de tasker...
Skulderremmene kan justeres. Bedre fotos kan sendes - tror jeg nok ;-)

Valket gammel trøje


Det hænder faktisk også at jeg syr.
Her ses resultatet af et lidt vildt forsøg. Jeg havde en gammel Ren/Green sweater, slidt og hullet. Så kom jeg på at vaske den i vaskemaskinen ved 60 gr. Derefter blev der klippet og regeret. Resultatet blev en computertaske med lommer til mus og transformer, en lille skuldertaske med inderlomme samt en skuldertaske til min mobilos.

Endnu en vest



Det er nu godt med en varm vest i disse dage.

Opskriften er fra garnstudio .com.

Og garnet er Lana Gold Batik fra Strikkeklubben Hobi, et dejligt farveskiftende uld blandingsgarn.

Sjalsnålen er fundet på det lokale loppemarked for 2 kr.

Valket taske



Denne lille søde ting med mønster er strikket af noget af det uld jeg fik af min veninde.
Jeg har valket den ganske lidt - ved 30 gr. for at mønstret ikke skulle forsvinde.

Opskriften var på engelsk...

Skuldertaske med foer



Denne meget specielle taske måtte jeg bare eje. Den er fra Creative Knitting marts 2011. Garnet er noget "overskuds" uld jeg har købt af en webstrikker i Hørsholm.
Jeg har foret den med noget tyndt uldstof.
Jeg beklager den forringede billedkvalitet. Er ikke gode venner med mit kamera.
Farven er tættest på virkeligheden på det billede med et udsnit af tasken.

Trøstekøb




Hvorfor købe garn, når man har alt for meget? Jeg er sikker på at I alle kender det. Det her faldt jeg over hos Bent Møller i Store Heddinge. Her kan man købe flere kendte kvaliteter til særdeles fornuftige priser. Og når der så ligger 11 ngl. Canada til halv pris i én af mine favoritfarver, ja, så kan jeg altså ikke modstå det.
Vesten er fra garnstudio.com. Puls- og benvarmere blev strikket af resten af garnet.
Der har været god brug for sættet, for jeg bor på det koldeste sted i Danmark. Mens resten af landet havde temperaturer over 20 havde vi 13 gr og en kold østenvind her...

Computermus?


Her er lidt nyt legetøj til kattene. Strikket af tyk uld og derefter vasket i vaskemaskinen.

Magic



Dette korte skuldersjal er strikket af 100% uld - egen import - Magic hedder det. Og det er da et godt navn med disse magiske farver. Opskriften var på engelsk, mere kan jeg ikke huske...

Vikingetrøje oversize

Beklager at jeg ikke er god til at opdatere denne blog. Mit liv er til tider temmelig kaotisk...
Men nu skulle det altså være, så her kommer de par måneders strik.

Nu jeg havde fået alt det dejlig uld, skulle jeg finde på noget at strikke af det. Der var især meget af en dejlig brun-beige.
For snart meget lang tid siden købte jeg opskriften Vikingetrøje af Rasmilla. Den ville jeg gerne lave til mig selv. Med en strikkefasthed på 14,5 ville den blive bred nok hvis jeg strikkede efter str. 12 år. Jeg fulgte opskriften slavisk, så den er blevet meget lang, rigtigt meget dejlig lang. Da jeg fandt ud af hvor lang den var blevet, tjekkede jeg ærmelængden. Og godt det samme for det viste sig at de var lige tilpas, på det tidspunkt. Trøjen strikkes ovenfra så det var nemt at tilpasse ærmelængde m.m. Hætten er også strikket kortere.