mandag den 31. januar 2011

Valkede køkkenting



Jeg blev grebet af håndboldfeberen i går. Så der måtte noget nemt på pindende. I en af kurvene fandt jeg noget 100% uld fra Netto. Hmmm. Det må kunne bruges til nogle grydelapper og en ovnhandske. Så pindene glødede under kampen.
Hold da op hvor var det spændende! Flot gået af drengene at spille næsten lige op med de meget mere rutinerede franske spillere! Tillykke med sølvet drenge!
Grydelapperne blev færdige under kampen. Og handsken blev strikket bagefter. Det tog noget tid at falde ned oven på den oplevelse.
Som altid er det utroligt at opleve at noget stort og uformeligt bliver til noget så anvendeligt.
Jeg måtte vaske dem to gange før de var faste nok. Frste gang på 40 gr. og næste gang på 60 gr.

Solopgang

I går morges, søndag d. 30/1-2011, havde jeg udsigt til den meste fantastiske himmel. Det er utroligt svært at tage gode fotos af den slags naturfænomener, men jeg synes faktisk at det er lykkedes ret godt.


lørdag den 29. januar 2011

Geilsk Livstykke


For ca. 3 uger siden efterlyste Bente Geil en teststrikker til Livstykke i str. X-stor. Jeg skyndte mig at svare og få dage senere kom der en pakke med garn og opskrift.

Jeg er vild med farven, den er mere frisk lime i virkeligheden, bare ærgeligt at jeg ikke kan gå med uld... Så Bente får den som model.

Den er sådan set nem nok at strikke, det tager bare pænt lang tid med det tynde garn...

Kaffe Fasset


Jeg er en stor beundrer af Kaffe Fasset og har strikket en hel del af hans modeller hen over årene. Nu er jeg gået i gang med en jakke med zig-zag mønster. Jeg strikker den med 1 tråd tyrkisk mohair og 1 tråd bulgarsk akryl fra www.hobistrik.dk

Det tager rigtigt lang tid at strikke den slags - ikke kun selve strikningen, men også at kombinere farverne. Jeg har strikket ryggen og det ene forstykke. Og så trængte jeg til en pause.

Lilla taske


Jeg elsker denne lilla farve og var derfor kommet til at købe 3 nøgler naturgarn. Men jeg har ikke noget tøj der matcher så derfor lå de bare og pyntede i kurven. For jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle strikke af det.

Indtil jeg en dag så denne taske. Jeg kan ikke huske hvor opskriften kom fra...

stjernesjal


Dette stjernesjal var længe undervejs. Det blev brugt som "pause" projekt. Jeg strikkede på det når jeg ikke kunne finde på andet.

Men derfor skal det da alligevel have lov til at komme her på bloggen ;-)

Garnet er et tyndt tyrkisk mohairgarn fundet hos min lokale garnpusher i Faxe.

Jeg har brugt to nøgler fordi jeg valgte at udelukke den hvis og den orange der ellers også er i denne farvekombination.

Valket tehætte


For ca. et år siden forelskede jeg mig i en valket tehætte i Butik Strik i Hillerød. Den blev ved med at dukke op, så da jeg alligevel skulle til Hillerød kort tid før jul købte jeg garn og opskrift til mig selv i julegave.

Garnet er Kauni. Det findes i så mange spændende farvekombinationer, så jeg har længe ønsket mig at købe noget. Da jeg ikke kan gå med ren uld, så kneb det godt nok med at finde på hvad jeg skulle bruge det til. Så det var jo oplagt at strikke denne tehætte.



Garnet skuffede enormt ved nærmere bekendtskab, det er både hårdt og stift at strikke med...

MEN resultatet er jeg overnåde tilfreds med. Jeg havde lidt merino rester liggende så derfor er der nu to ;-)

Neverkont


Jeg har længe kigget på huen i neverkont, men har udskudt det fordi det virkede både omstændeligt og besværligt.

Men det viste sig ikke at være så slemt endda. Så her kommer den sammen med pulsvarmere og benvarmere i samme stil.

Garnet er Crazy Color fra www.hobistrik.dk og opskriften er fra et ugeblad.

Sutsko


Det har været en lang og kold vinter, så disse sutsko har været brugt rigtigt meget, hvilket også tydeligt kan ses på dette foto fra i dag ;-).

Garnet er 100% naturfarvet uld fra bulgarske får. Det kan købes her www.hobistrik.dk

Det er meget fascinerende at strikke store uformelige ting og derefter vaske dem - pludselig har man noget yderst anvendeligt.

Opskriften er fra www.garnstudio.com

Endnu et varmt sæt


Jeg kan ikke huske om jeg har vist nogle af tingene fra dette sæt før, men nu er det komplet :-). Det er strikket af noget garn jeg har købt i Bulgarien og passer til en trøje jeg tidligere har strikket.

Varmt sæt


Jeg manglede en halsedisse til min hjemmesyede blåternede jakke. Så en dag hvor jeg alligevel skulle til St.Heddinge, tog jeg jakken på for at finde noget egnet garn. Valget faldt på noget raggsok garn.

Julestjerner


Endnu en juleting, nemlig strikkede julestjerner. Jeg elsker julestjerner med tør ikke have planterne, idet de er meget giftige - især for katte. Så min glæde var stor da jeg fandt en strikkeopskrift på dem. Jeg har brugt diverse rester nissegarn.
Opskriften er fra Mette i Pisa, vist nok købt på Etsy.
Jeg strikkede en hel del og gav dem i stedet for rigtigt julestjerner.

Nissehuer


Kære Bloglæsere.
Dem af jer der har været her før, vil måske kunne huske at jeg ikke har opdateret længe. Det skyldes til dels en gammel træt PC. Men i høj grad også Internet Explorer. Jeg forsøger mig nu med Mozilla Firefox, og det ser ud til at virke væsentligt bedre.
Så selv om jeg ikke kunne opdatere min blog i december skal I ikke snydes for et kig på nogle af mine strikkede juleting.
Her kommer nogle nissehuer som er strikkede af Lima rester fra kurven. En enkelt er dog strikket af en uspecificeret rest - derfor en anden størrelse. Her ses de uvalkede huer. De blev vasket på 40gr. i vaskemaskinen og blev dejligt filtede og gode til at stå uden støtte.
Det er altid dejligt når man finder opskrifter til resterne. Det er længe siden at jeg strikkede dem, så jeg kan ikke huske hvor opskriften kom fra. Men den var gratis :-)